

Throne of Glass #5: Lysets dronning
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Sarah J. Maas |
Indlæser | Susanne Bonde |
Forlag | Tellerup.com |
Aelin arbejder på en plan om at sætte magien fri i Adarlan igen. Samtidig skal hun finde penge til en hær, og hvor finder man dem?
Chaol har ikke opgivet håbet om at redde Dorian. Det bliver dog konstant sværere at forsvare hvad der virker mere og mere som en ønskedrøm, for prinsen lader til at have opgivet kampen.
Manon plages af samvittighedskvaler og presses fra alle sider. På den ene står Overheksen og hertug Perrington, på den anden er hendes egne Tretten.

Forestillinger om Støv 2 – Det Hemmelige Samfund
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Philip Pullman |
Indlæser | Grete Tulinius |
Forlag | Gyldendal |
I ‘Forestillinger om Støv 2 – Det Hemmelige Samfund’ – får vi den dramatiske historie om, hvordan det gik Lyra efter de eventyrlige begivenheder i ‘Det Gyldne Kompas’-trilogien. Lyra har stadig Det Gyldne Kompas og er nu blevet handlekraftig ung kvinde. Hun tager endnu en gang kampen op mod de magtfulde, religiøse kræfter, der truer hende og den verden, hun kender. Vi følger hende på en farefuld rejse, der bringer hende langt væk fra Oxford, til fremmede lande fulde af ukendte farer, men også gode mennesker, der hjælper hende i kampen mod Kirken. Undervejs kommer hun i kontakt med Det Hemmelige Samfund, der både udfordrer hendes verdenssyn og hjælper hende med den farlige mission, hun har taget på sig.
Malcolm Polstead, der som dreng (i bind 1) bragte den spæde Lyra til Jordan-kollegiet i Oxford i sin kano, ‘La Belle Sauvage’, dukker også op i denne historie. Hans mod og beslutsomhed fornægter sig ikke i den voksne udgave af ham, og Lyras og Malcolms skæbner væves endnu en gang ind i hinanden.
Her er et fantasydrama, der rummer aspekter af politik, religion og kærlighed og trækker tråde til den verden, vi kender. I et interview har Philip Pullman selv sagt om denne nye trilogi, at han gerne vil udforske vigtigheden af den menneskelige forestillingsevne, farerne ved snæversynethed, dogmatisme og en skråsikkerhed, der udelukker alle andre synsvinkler end ens egen. Disse destruktive tendenser kommer i særlig grad til udtryk i relation til politik, religion og videnskab, og det er nogle af de elementer, der indgår i historien om Lyras rejse i ‘Forestillinger om Støv 2 – Det Hemmelige Samfund’.

Sprækken til Luscuro #2: Elementsygen
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Julie Midtgaard |
Indlæser | Susanne Bonde |
Forlag | Tellerup.com |
”Nøks?” Min puls hamrer i ørerne.
Hun bevæger sig svagt og klynker. ”Brænder … overalt. Ild …”
Hendes hånd er ujævn. Jeg ser ned. Håndryggen er ét stort sår.
Røde brandvabler bobler frem på hendes kinder, og hun slår om sig for at slukke flammerne der ikke findes.
En mystisk sygdom rammer Luscuro. Der ser ikke ud til at være en kur, og elementkræfterne hjælper ikke – tværtimod!
Samtidig nærmer placeringen sig; ceremonien der skal afgøre hvor Gry og de andre andetårsaspiranter skal i lære. De fleste sendes til deres respektive siksterbyer, men Grys navn lander et andet, meget farligere sted. Skal hun følge Gudindens vilje? Eller endnu værre, afslå?
En hemmelighedsfuld del af Luscuro åbner sig langsomt mens dronning Sora vinder støtte fra utænkelig hånd …
Elementsygen er andet bind i serien Sprækken til Luscuro. Her støder Gry på både venskab og kærlighed – men også fjender, en altødelæggende ubalance og hemmeligheder langt større end dem Aalborg nogensinde skjulte.

Kvantespring
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Lise Villadsen |
Indlæser | Minna Flyvholm Tode |
Forlag | Gyldendal |
Vedkommende og bevægende roman, der kaster lys over alle de forskydninger og komplicerede følelser af skyld, afmagt, kærlighed og frustration, der sker i en familie, når den ene teenager dropper ud af gymnasiet og burer sig inde på sit værelse på grund af angst, mens den anden fortsat har skole, venskaber, fester og endda en spirende forelskelse, der kalder.
Astrid og hendes storesøster Cecilie går begge i gymnasiet. Astrid burde nyde tiden i 1.g, og Cecilie burde glæde sig til studentertid og sabbatår. Men Cecilie er syg med angst og har brug for mere og mere hjælp til at klare selv de mest basale ting. Hele familien er under stort pres, men selvom alle ofrer sig for at få dagligdagen til at køre rundt, går Cecilies liv bare mere og mere i stå. Astrid vil gøre alt for sin skrøbelige storesøster, og den dårlige samvittighed over ikke at kunne hjælpe ligger som en konstant underlægningsmusik i alt hvad hun foretager sig. Men da Astrid forelsker sig, begynder livet at folde sig ud på en ny måde. Pludselig ser hun sig selv og sin familie med nye øjne. Men kan Cecilie holde til, at Astrid begynder at prioritere sig selv og følger sine følelser? Og kan man overhovedet blive sig selv uden at miste nogen eller noget undervejs?
’Kvantespring’ er fortællingen om de bittesmå bevægelser, der driver os længere og længere fra hinanden – eller tættere på. Bevægelser der har kolossal indflydelse på vores tilværelse. Og som i sidste ende kan være afgørende for, om vi finder modet til at springe ud i livet.

The Hunger Games 0 – En fortælling om sangfugle og slanger
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Suzanne Collins |
Indlæser | Grete Tulinius |
Forlag | Gyldendal |
Nu kan de utrolig mange fans af Hunger Games-bøgerne vende tilbage til Panem i en helt ny historie af Suzanne Collins. Vi bliver taget med tilbage til tiden 64 år før Katniss Everdeen, og udover en spændende og medrivende historie får vi også svar på, hvordan Dødsspillet blev, sådan som vi kender det fra trilogien. Lydbogsudgaven er indlæst af Grete Tulinius med musik af David Mansfield (copyright © 2020 by Scholastic, Inc.).

Det øjeblik du tvivler
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Sarah Engell |
Indlæser | Mathilde Eusebius |
Forlag | CarlsenPuls |
Vigga er skater, en rigtig dygtig skater, og som ung kvinde i en mandesport skal man være hårdfør. Så Vigga har droppet dating og træner intensivt for at bevise, at kvinder er lige så gode til at skate som mænd. Lige indtil hun uventet forelsker sig. Han er lækker, han er cool, han er skarp. Han ser ind under Viggas hårde ydre og vil gøre alt for at passe på hende. Også da hun pludselig begynder at modtage ubehagelige trusler. Men truslerne og de ækle beskeder fortsætter. Nu skal Vigga for alvor til at passe på, for den, der står bag, har ikke tænkt sig at lade hende slippe.
En stærk fortælling om, hvor hurtigt man kan falde fra hinanden og miste grebet om sit liv – også selvom man er vant til at stå op for sig selv.
“Det øjeblik du tvivler” er baseret på virkelig hændelser.
Sarah Engell (f. 1979) debuterede i 2009 med YA-romanen “Hvis bare …” Siden har hun skrevet flere bøger for både unge og voksne og fik sit store gennembrud i 2014 med bestselleren “21 måder at dø”. Hun har i tidens løb modtaget flere priser for sine værker og for sit forfatterskab i det hele taget: Både Carlsenprisen (2017), Blixenprisen (2018) og Claus Deleuran Prisen (2018) er det blevet til. I 2018 blev Sarah Engell desuden tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Sommer (3) – Vores sommer sammen
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Jenny Han |
Indlæser | Mathilde Eusebius |
Forlag | CarlsenPuls |
Det er to år siden, at Belly gav slip på Conrad. To år siden, at hun fandt sammen med Jeremiah. Og de har været uadskillelige lige siden. Det perfekte par. Men da Belly falder over en chokerende hemmelighed, der ryster hele hendes verden, ved hun ikke, hvad hun skal stille op. Hun er ulykkelig og forvirret. Men lige som hun tror, at hun har svaret, dukker Conrad pludselig op i hendes liv igen og begynder at opføre sig underligt.
Det er opgørets time for Belly. Hun bliver nødt til at konfrontere sine følelser for Fisher-drengene og vælge én gang for alle: Hvem vil hun elske, og hvem vil hun svigte?
For Belly er efterår, vinter og forår blot sæsoner, der skal overstås. For efter dem kommer sommer, og sommer indebærer alt det, hun elsker mest: aftensvømning i poolen, lange strandture – og selvfølgelig Fisher-drengene. Så længe hun kan huske, har hun været forelsket i Conrad. Og en skønne sommer ser det ud til, at han også har følelser for hende – men hvad så med Jeremiah?
Som somrene kommer og går, må Belly vælge imellem to brødre, der elsker hende … og ét hjerte vil uundgåeligt blive knust.
Jenny Han er forfatter til en række populære YA-romaner, der har ligget på bestsellerlisterne længe, heriblandt serien om Lara Jean, som er blevet filmatiseret på Netflix. Hun debuterede som forfatter med den første roman i Sommer-serien, “Den sommer alting ændrede sig”, i 2009. Jenny Han bor i Brooklyn, New York.

Rød og blå 2: Den hvide enkes død
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Nicole Boyle Rødtnes |
Indlæser | Liselotte Krogager, Benjamin Hasselflug, Katrine Skjoldelev, Gustav Scavenius |
Forlag | Forlaget Alvilda |
I byen Viduana lever mænd og kvinder adskilt. Alle forbrydelser straffes hårdt. Men ikke alle vil finde sig i undertrykkelsen …
BORGERNE i Viduana er rystede efter den brutale afstraffelse af Elias. Tanker om oprør spirer frem, og da enkerne strammer grebet om byen, skaber de kun flere fjender …
CLARA er gravid, men holder det hemmeligt, da hun vil have barnet ud af byen. Hvis hun bliver opdaget, vil det koste hende livet.
SILAS har dræbt Jastar i selvforsvar. Men de andre i mændenes kvarter vender sig mod ham. For man kan ikke ustraffet dræbe en af sine egne.
ELIAS hænger hårdt såret i Skammens cirkel. Han har mistet alt og planlægger sin hævn over enkerne.
Velkommen til Viduana, hvor forelskelse er forbudt, og ethvert forsøg på flugt straffes med døden.
DEN HVIDE ENKES DØD er anden bog i trilogien RØD OG BLÅ.

Rødt hjerte, blåt blod
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Casey McQuiston |
Indlæser | Silas Holst |
Forlag | Forlaget Memoris |
Kåret til årets kærlighedsroman og årets debut af Goodreads.
Alex er flot, charmerende og intelligent, og han er guld værd for sin mor i hendes kamp for at blive genvalgt som USA’s præsident. Der er kun ét problem: Alex har set sig sur på Prinsen af Wales, og da de to unge mænd kommer i håndgemæng, opstår der en diplomatisk krise mellem USA og Storbritannien. Kamphanerne bliver derfor nødt til at lade, som om de er bedste venner. Lidt efter lidt opstår der varme følelser mellem dem, som truer med at udvikle sig til en international skandale og blive en tikkende bombe i præsidentvalgkampen.
Rødt hjerte, blåt blod er en sjov, moderne feelgood-kærlighedshistorie om at finde modet og styrken til at turde stå ved, hvem man er.

Wilmas verden 2
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Ulrika Louisa Bjerregaard |
Indlæser | Mathilde Eusebius, Cecilie Fabricius |
Forlag | Storyside |
Wilmas Verden 2 starter, hvor vi slap i Wilmas Verden 1.
Wilma og Magnus skal starte i 9. klasse. Mon Wilma har tilgivet ham i løbet af sommerferien? Vil Magnus gerne være kærester med Wilma, selvom hun ikke har lyst til at vise det offentligt, og fandt Wilma mon træet med inskriptionen i Brooklyn? Vi skal krydse over det amerikanske kontinent og finde ud af, hvordan det går Karoline i San Francisco – helt for sig selv. Fik Oskar brevet fra Karoline i tide? Og er der i det hele taget flere breve, Wilma kan gå ombord i på mormors loft? Vi skal fra nutidens Aarhus til datidens USA. Wilma er vores hovedperson i nutiden. Hun går i folkeskole i Aarhus, hygger sig med vennerne og fritidsaktiviteter. En dag finder hun en kuffert på sin mormors loft med en stabel breve fra sin tipoldemor, Karoline, der udvandrede i 1912. Sideløbende med Wilma følger vi Karolines rejse til USA og den første tid i det nye spændende, men også overvældende hjemland.
Vi skal følge Wilma og Karoline i fire bøger; ét år ad gangen. I første bog mødte vi Wilma i 8. klasse, og her i anden bog skal vi følge hende i 9. klasse. I bog 3 er hun et år i USA på high school. I fjerde og sidste bog er hun tilbage i 1. g i Aarhus. Der er flettet to kærlighedshistorier ind i bøgerne sammen med et væld af historiske nedslag. Dette er anden bog i serien, som bør læses i rækkefølge.

Historien om en dreng
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Line Lybecker |
Indlæser | Mads Hjulmand |
Forlag | Storyside |
Thobias på 17 år er kæreste med Julie. Til sommer afslutter han gymnasiet og skal søge ind på en videregående uddannelse, men Thobias ved ikke, hvad han vil læse, eller om han overhovedet vil. Sammen med nogle kammerater starter han efter mange års pause til live-rollespil, og her møder han David. David er meget anderledes end Thobias, og de to drenge bruger snart en del tid på at skrive sammen over mobilen. David lytter til Thobias, og pludselig ser fremtiden ikke lige så usikker ud. På et tidspunkt går det op for Thobias at han er blevet forelsket i David, og hvad gør man så? * ‘Hvordan indleder man overhovedet et forhold til en person af samme køn? Det var gået let nok med Julie, fordi det ligesom naturligt lå i kortene, at dreng plus pige er lig kærester. Men dreng plus dreng er et lidt andet regnestykke. Hvis David havde været en pige; hvis jeg havde mødt en pige, der havde den samme personlighed, de samme dragende øjne, og som fik mig til at føle det samme, som David gjorde, så ville det have været det samme, så ville jeg have elsket hende lige så højt. Det handlede ikke om hvorvidt jeg var homoseksuel eller heteroseksuel, men om at jeg elskede David, fordi han var David.’
‘Historien om en dreng’ er anden bog i en tematisk trilogi om køn og seksualitet

Twilight (5) – Midnatssol
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Stephenie Meyer |
Indlæser | Lue Støvelbæk |
Forlag | Carlsen |
Da Edward Cullen og Bella Swan mødte hinanden i “Twilight – Tusmørke”, blev en udødelig kærlighedshistorie født. Men indtil nu har læserne kun hørt Bellas side af historien. Nu kan de endelig høre Edwards version i bogen “Midnatssol.”
Den populære historie tager en ny og absolut mørkere drejning, når den bliver fortalt gennem Edwards øjne. Mødet med Bella er både det mest skræmmende og det mest fascinerende, han har oplevet i sine år som vampyr, og efterhånden som vi får flere fængslende detaljer om Edwards fortid og om hans allerinderste tanker, forstår vi endnu bedre, hvorfor dette er hans livs største kamp. Hvordan kan han retfærdiggøre at følge sit hjerte, når det betyder, at han udsætter Bella for fare?
I “Midnatssol” tager Stephenie Meyer os tilbage til den verden, der har betaget millioner af læsere verden over og giver os en episk roman om den store nydelse og de altødelæggende konsekvenser ved udødelig kærlighed.
Stephenie Meyer (f. 1973) er forfatteren bag kæmpesuccessen “Twilight”, der har fængslet millioner af læsere verden over, siden det første bind udkom i 2005. Serien er blevet en moderne klassiker, der har redefineret genrerne inden for YA og sat skub i et fænomen, som læserne aldrig kan få nok af. Serien har solgt over 160 millioner eksemplarer på verdensplan og fik yderligere succes, da bøgerne blev filmatiseret. Stephenie bor i Arizona med sin mand.

Dig og alt derefter
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Ginger Scott |
Indlæser | Maj Johansen |
Forlag | Palatium Books |
Cass Owens er fast besluttet på at lægge sit gamle liv bag sig. Hun har ry for at være løs på tråden og er kendt som engangsknaldet, diagnosen og en, man har medlidenhed med … Men alt det gemmer hun af vejen, da hun begynder på college. Her møder hun Ty Preeter, og hendes nye liv tegner til at blive perfekt. Ty ved, hvordan det er at være anderledes og han ser hende som Cass – og kun Cass. Det føles godt.
Men kan man bare lægge fortiden bag sig? Cass bliver indhentet af sit gamle jeg og bliver nødt ti l at træde i karakter og tage kampen med fortidens spøgelser op. I hvert fald, hvis hun skal gøre sig håb om en fremtid. Cass må gøre op med sig selv, hvem der egentlig skriver hendes historie. Hende selv – eller dem, der elsker hende.
”Dig og alt derefter” er anden del af McConnell-trilogien. Hver bog fokuserer på nye karakterer og kan læses uafhængigt af de andre.
Ginger Scott er forfatter til adskillige ungdoms- og voksenbøger. Ud over at have en forkærlighed for romantik, er Ginger også vild med sport, og hun blander ofte de to ting sammen i sine bøger. Ginger har skrevet for og været redaktør på aviser, magasiner og blogs i mere end 15 år. Hun har skrevet om sportsfolk, politikere, skue spillere, forskere, cowboys, kriminelle og byer – og hér fortæller hun en af de historier, der ikke er plads til i nyhedsstrømmen, selvom den er vigtig.

Fønix-guilden 2 – Fugl i flammer
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Martin Riel |
Indlæser | Mads Hjulmand |
Forlag | Storyside |
Fugl i flammer fortsætter, hvor Bind 1 efterlod læseren: På tærsklen til den verdenskrig, som medlemmerne af Fønix-guilden har forberedt sig på at overleve. Nu raser atomkrigen over det meste af kloden. Når det sidste af verdens 15.000 nukleare missiler er detoneret, vil 6,5 milliarder menneskeliv være omkommet eller dødeligt kvæstet. Fra kontrolrummet i sin sikrede bunker sidder Ruth i problemer til halsen. Hun kan ikke lokalisere Fønix-guildens 300 pax-men, og det driver hende til vanvid. Synet af de uindbudte gæster, Nathan og den lamme Ninon, gør kun hendes humør endnu værre. Minna forsøger at afbøde de værste sammenstød ved at være en kærlig datter, mens svigersønnen Noel stadig er en stor skuffelse i Ruths øjne. Der skal rigelige mængder af Aurum-likør og Craven A-cigaretter til for at holde den gamle guildmaster i nogenlunde ro. Ravon har taget sine to tætteste venner med ned i Birminghams dybeste kælder. De tror sig alene, men en af dem har medbragt en smitsom sygdom. Opholdet i det fugtkolde mørke vil i bogstavelig forstand brænde sig ind i deres bevidsthed for resten af deres liv. Sarri og Stewie Finnegan kommer til at lære hinanden bedre at kende, end nogen af dem ønsker. De er lænket til hinanden fjernt fra Sydafrikas kyst på træbåden Silversong. Fanget i det Indiske Ocean med en dødeligt såret kaptajn. Men Rick Travis kender måske, måske ikke, en vej gennem havets bølgende landskab.
Fantasy fortællingen om Fønix guilden henvender sig til læsere og lyttere i alle aldre. Persongalleriet er broget, sproget er farverigt, og nye ansigter dukker hele tiden op fra alle steder på kloden. Bind 2 indeholder ligesom forgængeren over 30 specialdesignede lydkullisser med musik og effekter. Fugl i flammer er historien om 300 gamere, der trådte ud af spillet og ind i virkeligheden. Og det blev værst for virkeligheden.

Gudernes krig #2: Den knuste gud
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Henriette Hesselholdt |
Indlæser | Torben Sekov |
Forlag | Tellerup.com |
Katalena plages af frygt og drømme, overbevist om at Sorkan har sluttet sig til fjenden. Imens søger Paleon og Colvar efter Jarsala. Da paladinen, Vermilla, beder dem tage med på diplomatisk rejse, får de selskab af en af fjendens tidligere soldater, Derell, der er opslugt af hævntørst, og måske ikke bare er en almindelig dødelig. Rejsen fører dem først til den røde ørken og senere langt om bag fjendens linjer.
Den knuste gud er anden bog i serien Gudernes krig hvor mennesker, elvere, trolde og vampyrer kæmper for deres guder, og guderne kæmper for deres egen magt.

Der går altid et tog til New York
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Carey Heywood |
Indlæser | Maj Johansen |
Forlag | Palatium Books |
Paige Sullivan er netop hjemvendt fra New York med kufferten fuld af skuffelser. Hun har mistet sit firma, sin kæreste og alle sine penge. Paige bor på sin mors sofa i Woodlake, New Hampshire, mens hun prøver at finde ud hvad næste skridt skal være. Hun drømmer om at kunne genoptage karrieren som eventplanner måske i Texas, hvor der ikke er nogen, der kender hende. Hvad Paige ikke drømmer om, er at gøre rent for andre, stå i en sølle kaffebar om dagen og et endnu mere sølle værtshus om aftenen for at skrabe penge sammen til sin drøm.
Asher Thompson har bygget sit eget hus udenfor Woodlake, og det passer ham forrygende at bo helt alene uden at blive forstyrret af andre. Han er lidt af en eneboer og bruger al sin tid på sit arbejde som selvstændig snedker og er egentlig godt tilfreds. Hans familie besøger ham fra tid til anden dels for at bade i den sø, der ligger på grunden, dels for – uden held – at få ham til at være mere social.
Da Paige bliver nødt til at overtage rengøringstjansen hos Asher, bliver hans fredelige liv og omgivelser fuldstændig forandret. For selvom de irriteres vanvittigt over hinanden, sker der noget når modsætninger mødes.
Der går altid et tog til New York er andet bind i Woodlake-serien. I første bind ET RIGTIGT HÅNDVÆRKERTILBUD mødte vi Finley og Ashers storebror, Noah.
En sød, sjov og sexet fortælling, fra 17 år.
Carey Heywood er New York Times og USA Today bestsellerforfatter. Hun har skrevet over 20 bøger og har mange flere på vej. Hun er født og opvokset i Alexandria, Virginia. Hun bor sammen med sin mand, tre – nogle gange bedårende – børn, en gavtyv af en sort kat og deres fire kilo tunge kamp-Yorkshire Terrier.

Hvis jeg skal være helt ærlig
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Emily Wibberley, Austin Siegemund-Broka |
Indlæser | Maj Johansen |
Forlag | Palatium Books |
Cameron Bright går på Beaumont Prep, den dyreste og bedste privatskole på hele vestkysten. Hun er smuk, populær og den bedste på løbeholdet. Men hun er også berygtet for sin brutale ærlighed og arrogante stil.
Udefra ser Cams liv perfekt ud, men sandheden er en anden. Hendes rige og berømte far mener, at hans opgave som far er klaret med en check til Cams skole, men alligevel ønsker hun sig brændende hans anerkendelse. Hjemme hos Cam er situationen heller ikke for god. Cams mor er en ikke længere helt ung skuespiller, som aldrig er slået igennem, og til morens udtalte frustration er der efterhånden langt mellem rollerne.
Til en fest ydmyger Cam outsideren Paige. Det ser Andrew, som Cam er forelsket i, uheldigvis, og hans interesse for hende kølnes hurtigt. For at vinde ham tilbage beslutter Cam at ‘tæmme’ sig selv, ligesom Katherine i Trold kan tæmmes. Det kræver godt nok undskyldninger til dem, hun har trådt på gennem årene – mange undskyldninger – men det betyder ikke så meget, for Cam mener dem ikke. Ikke rigtigt, i hvert fald. De er bare et led i en plan.
Den første på hendes undskyldnings-liste er Brendan, som hun hensynsløst har mobbet. Men han har andre problemer og tilgiver ikke så let. Cam indser, at hun må tage opgaven mere alvorligt, og da hun fatter interesse for Brendans computerspil, bliver hun langsomt inddraget i hans omgangskreds. Med Paige i spidsen har gruppen helt andre interesser end Cam, men alligevel møder Cam et fællesskab og en rummelighed, hun slet ikke vidste eksisterede.
Cam begynder at tvivle på, om hun nødvendigvis skal gå på kompromis med sig selv for at få den kærlighed, hun fortjener.

Større end os
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Christina Bonde |
Indlæser | Charlotte Schultz |
Forlag | Tellerup.com |
Caroline er 13 år da hun og hendes familie tager på juleferie på den idylliske kro Wilson’s Inn i Canada.
Men det som skulle være den perfekte jul i smukke, snefulde bjergomgivelser, bliver hurtigt til rædsel da hun og familien fanges i en lavine, og lillebroren dør.
Efter ulykken falder Carolines verden fra hinanden. Hendes far begynder at drikke, og moren får en depression. Caroline udvikler angst og lukker sig inde.
Fem år senere rejser hun tilbage til kroen for at gense stedet. Caroline forelsker sig i den tre år ældre Jonathan Wilson, og sammen med ham opdager hun sandheden om lavinen. Hun bliver samtidig involveret i Wilsonfamiliens problemer og får tildelt en opgave der kræver at hun genfinder glæden ved julen …
Større end os er en romantisk, men barsk julefortælling om at rejse sig efter en tragedie.

Forglem mig ej
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Gry Kappel Jensen |
Indlæser | Rie Sørensen |
Forlag | Turbine Forlaget |
Man skal aldrig love en ånd noget. Og hvis man gør, så skal man sørge for at opfylde sit løfte. Inden det er for sent …
Kamille, Kirstine, Victoria og Malou er tilbage på Rosenholm Kostskole for at starte på et nyt skoleår. Men ud over timerne i runemagi, klarsyn og nordisk mytologi har pigerne også noget helt andet at bekymre sig om. En forbrydelse fra fortiden trækker tråde til nutiden, og pigerne har forpligtet sig til at løse den mordgåde, der kaster en skygge over Rosenholm.
En uhyggelig spådom får alvoren til at gå op for dem, mens spørgsmålene tårner sig op. Og hver især gemmer de på dybe hemmeligheder, der truer med at splitte dem ad, inden de når at opfylde det løfte, de har givet. Tiden rinder ud, og det kan ende med at blive fatalt …
Forglem mig ej er den spændende opfølger til fantasyromanen Roser og violer og bind 2 i Rosenholm-trilogien.

Fortidens port
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Trine Appel |
Indlæser | Trine Appel |
Forlag | Alpha Forlag |
En socialrealistisk fantasyroman, hvor styrken til at redde kongeriget, kommer fra fem glemte børn fra den yderste kant af Danmark.
Tvillingerne Mark og Ivan på snart 14 år er som nat og dag og kan aldrig enes. Men da Ivan forsvinder efter en brand på skolen, opdager Mark, at han er nødt til at sætte alt ind på at få sin bror hjem igen. Mystiske ting begynder at ske, og noget kunne tyde på, at Ivans forsvinden har forbindelse til drabet på en dansk konge for over 700 år siden. Med hjælp fra sine søskende og deres særlige følgedyr må Mark finde ud af, hvordan han får åbnet fortidens port, så han kan krydse tiden og redde Ivan – og kongeriget.
Ildfuglen er en serie på tre bind om de fem søskende Tanja, Vicki, Ivan, Mark og Dan i alderen 5-16 år, der får til opgave at opklare Danmarkshistoriens måske mest berømte kongemord, mordet på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286. Fortidens port er første bind i serien og foregår på Lolland-Falster, hvor Erik Klipping blev født og voksede op.
Trine Appel (f. 1972) er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Hun har medvirket i et hav af teaterforestillinger, flere tv-serier på DR og TV2 og diverse spillefilm. Trine Appel har tidligere udgivet et par ungdomsromaner på Politikens Forlag og arbejder også som manuskriptforfatter ved siden af skuespilleriet.

Ondvinter – Fortællingen om blodet 1
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Anders Björkelid |
Indlæser | Martin Greis-Rosenthal |
Forlag | Storyside |
Tvillingeparret Sunia og Wulf bor i en lille fredelig landsby sammen med deres far, der er bonde. En dag stopper freden brat, da en isnende kulde fra nord trænger ind i den lille by og i hjerterne på dens indbyggere. I sneen ses der ulvespor, og et løfte om død lurer dybt inde i skovens tætte mørke. For at redde liv og lemmer må tvillingerne flygte, og på vejen møder de Bjergfruen, der bringer nyt med sig: Sunia og Wulf nedstammer fra et sjældent folk og ikke nok med det, de er også bærere af blodet. Ondvinter er første del i serien Fortællingen om Blodet.

Alt det, vi ikke vidste
Nominering: | Ungdomsroman |
Forfatter | Karen M. McManus |
Indlæser | Iben Haaest |
Forlag | CarlsenPuls |
Milly, Aubrey og Jonah Story er fætre og kusiner, men de kender knap nok hinanden, og de har aldrig mødt deres rige bedstemor, som slog hånden af deres forældre, før de blev født. Så da de modtager en uventet invitation til at komme og arbejde på hendes ferieresort sommeren over, bliver de både overraskede og nysgerrige. Men da Milly, Aubrey og Jonah ankommer til Gull Cove Island, står det hurtigt lysende klart, at de hemmeligheder, der splittede Story-familien ad for længe siden, langt fra er et overstået kapitel. Denne sommer kommer sandheden frem.
“Alt det vi ikke vidste” er endnu en pageturner af forfatteren til “En af os lyver”. En fortælling fyldt med hemmeligheder og uventede plot-twists.
Karen M. McManus har en BA i engelsk fra College of the Holy Cross og en master i journalistik fra Northeastern University. Hun bor i Cambridge, Massachusetts, og når hun ikke er i gang med sin næste bog, elsker hun at rejse sammen med sin søn.
Hun debuterede i 2017 med bestselleren “En af os lyver”, som lige siden har været placeret på den prestigefulde New York Times-bestsellerliste. I 2019 udkom den anmelderroste “Echo Ridge”, og året efter fulgte så den selvstændige fortsættelse af debutromanen “En af os dræber”.